Cato Brunvand Ellingsen

«Mit budskab er, at vi som professionelle skal tage magt over ordene og deres betydning, så de ikke overlades til systemets forgodtbefindende.»

Det er viktig med internasjonale perspektiver. Noen av de som har inspirert meg mest i mine år som vernepleier er danskene. Ikke nødvendigvis for at vi alltid har det samme faglige ståstedet (av og til tvert i mot), men vi har ofte mange av de samme utfordringene. Både faglig og politisk. Jeg har flere ganger samarbeidet med flinke folk i organisasjonen Socialpedagogærne (SL), blant annet med utgivelsen «Et værdigt liv for mennesker med utviklingshæmninger – en udfordring til socialpædagogisk praksis i norden». De har også et ledernettverk som gir utgir et spennende nyhetsbrev. Anbefales.

Vel. Min neste gjesteskribent er SL sin nestformand, Marie Sonne. Jeg kjenner henne som en svært engasjert person, særlig i forhold til kompetanse og tjenestene for personer med utviklingshemning. Her i dette innlegget stiller hun noen viktige spørsmål om moderne ord som innovasjon, velferdsteknologi og inkludering. Spørsmål som også er svært relevante i en norsk virkelighet.

Gode intentioner eller ren manipulation?
Over en årrække efter den danske kommunalreform var de politiske udmeldinger omkring det sociale område meget negative. Der blev brugt benævnelser som – omkostningstungt, «en gøgeunge, der skal ud af systemet»,  ”dødens gab”,  økonomisk ustyrbart og lign.

Denne form for italesættelse mødte naturligvis modvind fra samtlige interessentgrupper på området. Såvel brugergrupper, pårørende og socialpædagoger følte en dyb krænkelse og urovækkende fornemmelse af, at socialområdet var kommet højt op på den politiske nedprioriterings liste.

Nu har det muligvis ændret sig, så der er en forståelse for at konventioner, og den sociale servicelov er til for de mennesker, der har brug for særlig støtte. Og at vi i Danmark har et fælles ansvar for at tage vare på de pågældende borgere.

De danske kommuner bedyrer i hvert tilfælde deres gode vilje omkring kvalitet, nærvær, selvbestemmelse, individuelle behov i fremtids visioner med «speed» ord som Inklusion, Innovation og Velfærdsteknologi.

Italesættelser / ord ingen kan være uenige i og ord som vi – som professionelle – med glæde har adopteret, fordi de i vores verden giver rigtig god mening.

Spørgsmålet er om vi, de professionelle, politikere og embedsfolk har en enslydende forståelse af ordenes reelle betydning ?

Er dagsordenen humanistisk og omsorgsfuld eller er det en økonomisk spareplan ? Eller er velfærds- og socialpolitikken på vej ind i en ny æra?

Er det inklusion når udviklingshæmmede «hjemtages» til «egen» kommune, hvor personen ikke har opholdt sig i 30 år?

Er det innovation,  når beskyttede dagtilbud nedlægges – uden at der oprettes eller tilbydes anden beskæftigelse?

Er velfærdsteknologi  velfærd, når et teknologisk toilet stilles op, og borgeren herefter nedskrives i støtte med henvisning til bedre selvhjulpenhed?

En del åbne spørgsmål.

Jeg spørger som sagt mig selv, om velfærds- og socialpolitikken er på vej til en ny æra, måske ! Men jeg mener, at der er grund til at fundere over, hvad vi – de professionelle – gør os til en del af.

Lader vi os forføre af de «gode» ord eller stiller vi os kritisk og undersøgende?

Det sociale område kan ikke standardiseres, så ryger selvbestemmelse, den individuelle indsats og den specialiserede faglighed. Udgangspunktet er at tage udgangspunkt i det enkelte menneske, at motivere et menneskes egne ressourcer til at fremme det selvhjulpne. Når en borger med helt særlige behov skal have den rigtige socialpædagogiske støtte, skal der være en specialiseret faglighed, viden og kompetence.  Det er der ingen tvivl om.

Mit budskab er, at vi som professionelle skal tage magt over ordene og deres betydning, så de ikke overlades til systemets forgodtbefindende.

Ord er taknemmelige og kræver et «kritisk» øre !

«Ord» skal gøres til virkelighed ud fra en socialfaglig tilgang til arbejdet med de mennesker, der har brug for særlig støtte. Det skal vi virkelig sætte i højsædet. Ellers risikerer vi, at det går galt, og der bliver taler om negativ ny æra for velfærds- og socialpolitikken. Og vi, de professionelle, risikere ubevidst, at have deltaget i dette.

Om Marie:
Marie er utdannet i 1983, hun har hovedsakelig jobbet for voksne med funksjonsnedsettelse og innen psykisk helse. Siden 1994 har hun vært frikjøpt politiker i SL. Les hennes profil på SL sine nettsider.